Madridista

 
 

Udskiftning i vente i Real Madrid Femeninos offensiv

I løbet af denne sæson har Real Madrid udviklet en solid offensiv bestående af 22-årige Athenea del Castillo, 21-årige Naomie Feller, 18-årige Linda Caicedo og 27-årige Caroline Weir som den altoverskyggende stjerne. Det er en offensiv med masser af fart, teknik og fremtid, og det betyder samtidig, at man kommer til at sige farvel til andre offensivspillere denne sommer.

Det mest iøjnefaldende farvel bliver med 30-årige Esther González, der ellers har scoret masser af mål i de seneste to sæsoner. I sidste sæson var hun holdets absolut bedste spiller og topscorer, og også i denne sæson har hun scoret masser af mål, dog overgået af Weir på den front. Hun kom dog ikke i aktion i Copa de la Reina-finalen, ligesom hun har været ude af holdet i de afsluttende runder i ligaen, og meldingen går på, at hun allerede har meldt sin afsked med klubben.

Man tager også afsked med offensivspilleren Lorena Navarro, der er det sidste tilbageværende trupmedlem fra Tacón-dagene. Lorena har blot spillet én kamp i sæsonen, og det var netop for at give hende en afsked med Real Madrids hjemmebanepublikum.

Derudover har Nahikari García desværre ikke formået at slå til i klubben i løbet af de seneste to sæsoner, selvom hun blev hentet til klubben med store forventninger. Blot syv mål på 29 kampe, heraf de fleste som indskifter, er det blevet til i denne sæson, og den 26-årige spanier ventes derfor at søge videre i karrieren.

Derudover er spørgsmålet, om danske Caroline Møller Hansen, der har indtaget en reserverolle i løbet af sæsonen, får forlænget sin kontrakt, eller om hun forlader klubben transferfrit.

Seneste artikler...