Real Madrid Femenino sluttede af med sejr på hjemmebane

Real Madrid Femenino spillede i weekenden sæsonens sidste hjemmekamp og den endte med en kneben sejr på 1-0 over Ath. Bilbao.

Opgøret blev indledt med et minuts stilhed for Claudia Zornozas far, som sov ind i ugen op til kampen og det var en tydeligt berørt Claudia Zornoza, som modtog holdkammeraternes kærlige kram og omsorg, inden opgøret gik i gang.

Real Madrid Femenino havde det svært i kampens indledning, for Ath. Bilbao pressede højt og tillod ikke Alberto Torils tropper at komme ind i kampen. Bedste chance til hjemmeholdet i første halvleg havde dansk islæt, da Sofie Svava kombinerede godt med Maite Oroz på kanten, hvilket tillod Quiñones at komme til afslutning, men der blev ikke scoret i første halvleg.

Starten på anden halvleg blev en kopi af første halvleg, men Alberto Toril valgte i det 68. minut at indskifte unge Paula Comendador i stedet for danske Caroline Møller Hansen og det skulle han ikke komme til at fortryde, for blot minuttet efter scorede den unge spanier sejrsmålet. Det var samtidig hendes første scoring i Real Madrid-trøjen.

Caroline Møller Hansen havde indtil da leveret en arbejdsom indsats i front, men måtte altså se de sidste minutter fra bænken. Sofie Svava spillede hele kampen, mens Signe Bruun kom ind og fik det sidste kvarter.

Real Madrid Femeninos hold: Chavas, Rocío, Ivana (Teresa, 59’), Toletti (Linda C., 59’), M. Oroz (Raso, 59’), Kathellen, Møller (Paula Comendador, 68’), Feller (Bruun, 76’), Zornoza, Athenea og Svava.

Seneste artikler...