Atlético Madrid vil have Ramos straffet
Diego Simeone var som vanligt livlig på sidelinjen i gårsdagens El Derbi, men der var særligt en episode, som fik ham helt op i det røde felt.
Det skete lige inden pausen, hvor Sergio Ramos ifølge Atlético Madrids udskiftningsbænk råbte ”La puta que te parió” (Den luder, som fødte dig, red.) mod linjevogteren og det fik El Cholo til at springe op og kræve Ramos straffet.
Atlético Madrid menes nu at ville gå videre med sagen og det skyldes, at man selv har et fortilfælde, hvor Diego Costa blev idømt 8 spilledages karantæne for at råbe ”Jeg vil skide på din luder-mor” efter dommeren.
Dommer González González har ifølge spansk presse ikke skrevet noget om det i sin dommer-rapport og derfor forventes der ikke at komme mere ud af den sag.
