Brugernes vurderinger: Courtois' store kamp og Rodrygos CL-debut
Så kom den endelig. Vi har ventet på den så længe nu, at man faktisk var begyndt at tvivle på, om det nogensinde ville ske. Man hånede os og man kom med respektløse kommentarer, men nu… nu var den her. Nuvel, den var ikke perfekt, men den er her. Jeg taler selvfølgelig om en god kamp fra Thibaut Courtois.
Den langlemmede belgier lykkedes endelig med at overbevise madridista.dk’s kritiske skare af brugere og debattører med tre rigtig fine redninger på tidspunkter, hvor holdet virkelig havde brug for det. De første to ved stillingen 0-0 i hhv. 10. og 11. minut og den tredje i 38. minut, hvor Real Madrid var kommet foran med 0-1, som også blev kampens slutresultat.
Thibaut Courtois slutter kampen med en flot score på 4,0, og der var stor begejstring hos folket.
Artatj skriver: “Det er lige præcis den her Courtois som vi gerne vil se”, flankere af et 4-tal, og det er jo svært at være uenig i.
Kraft92 er også yderst tilfreds med vores målmand: “Dejligt at se, at målet forblev rent i dag. Ovenpå al kritikken af Courtois viser han sin vigtighed når det gælder. Han tager nogle meget vigtige redninger i starten af kampen, hvilket giver ro på holdet. Kampens spiller i mine øjne”.
Sahinovic ser en spiller, der gjorde et solidt stykke arbejde: “Han skal vel tage alt, men er dog enormt sikker i alt hvad han foretager sig”.
Salix7 kommer med en idé, som jeg synes vi alle sammen skal tage til os: “Dejligt at se Courtois med en god kamp, ikke mindst for hans egen skyld, så det negative fokus kan flyttes lidt væk”.
Thomaskjensen er ligeledes begejstret: “Overvejer at gøre ham til dagens helt i glasur, flere gode redninger der holder os inde i kampen”.
Doc.juego er måske forums mest begejstrede mand: “Har 3-4 vilde redninger, som giver os sejren i dag. Man of the match. Virkelig fedt at se ham ligge dette niveau for dagen”.
Wpee86DK bedyrer, at: “I dag viser han hvorfor han blev købt”.
Stor kamp af Thibaut Courtois, som løber med titlen som kampens spiller på madridista.dk.
Det hele var dog ikke positivt her dagen derpå. Marcelo, som for et par år siden var verdens bedste på sin position, ligner en mand der får svært ved at nå sit gamle niveau. Han var ikke for alvor en trussel mod et forsvar, som ellers til tider lignede en gruppe der lige havde mødt hinanden for første gang.
Han får den tvivlsomme ære af at være Real Madrids dårligste spiller på dagen med en score på 2,1, og Kiwes er ikke i tvivl om, hvor han helst ser brasilianeren: “På bænken med ham, bidrager langt fra nok offensivt, når han er så elendig i defensiven”.
Det er zizou-king sådan set enig, men måske skal han endnu længere væk end bænken: “Tak for alt, Marcelo. Tiden er vist kommet til, at du skal videre. Du ligner ikke en der gider længere”.
Der er herudover stor enighed om, at Marcelo decideret sover defensivt.
Vi kan selvfølgelig ikke komme udenom vores Champions League-debutant, den bare 18-årige Rodrygo Silva de Goes, som fik en ganske fin start på livet som Champions League-spiller.
Artatj skriver: “Formår at spille en virkelig stor kamp - på trods af hans 18 år og et fjendsk GS stadion, virkede han slet ikke påvirket. Han bliver stor! Zidane burde nok have skiftet ham ud tidligere”.
Der var også en del sammenligninger med landsmanden Vinícius Junior, bl.a. fra Benzeron: “Indgår langt bedre i spillet end Vinícius og har bedre spilforståelse. Spillet kører bedre med ham på banen frem for Vini. Og så har vi jo åbenlyst en spiller der kan finde ud af at ligge på højrekanten ud over Bale”.
Cristiano7 fortsætter Vini-sammenligningerne: “En rigtig fin debut i startopstillingen. Lavede minimale fejl og virker mere lovende end Vinícius. Mangler tydeligvis mere kamptræning, men ellers en flot debut på en svær udebane”.
DeLaRed deler begejstringen: “Synes han gør det rigtig godt i dag, omend han ikke får scoret eller lavet assist, så er han med i meget og de fleste af hans aktioner lykkedes. Han deltager også godt i det defensive, og så er det flot at se så ung en spiller, spille med så meget ro”.
Kraft92 savner lidt mere initiativ, men anerkender en knægt, der gør hvad der bliver sagt: “Rodrygo gjorde en god figur af sig. Man kan se, at han går ydmygt til opgaven og vælger de sikre valg. Han burde dog forsøge sig mere på egen hånd, for han har talentet. Selvom han lige er kommet fra Brasilien, virker han mere moden i sit spil end Vinícius”.
Holdet ender med en gennemsnitlig score på 2,9, som er godkendt. Banens dårligste spillere var Marcelo, James og Vinícius med hhv. 2,1, 2,1 og 2,4, mens de bedste var Thibaut Courtois, Fede Valverde, Toni Kroos og Rodrygo med hhv. 4,0, 3,7 og to gange 3,6.
- Hvad tror I sådan en kamp betyder for Courtois? Har det hele tiden været et spørgsmål om selvtillid eller stikker det endnu dybere?
- Er Marcelo virkelig færdig? Ser I spor af den gamle Marcelo eller skal Mendy ind og have pladsen, når han er helt klar?
- Rodrygo vs. Vinícius: Har vi set nok til at fælde dom?
Real Madrids næste kamp er onsdag d. 30. Oktober kl. 21:15 mod Leganés på Santiago Bernabéu. Den kan ses på Strive Sport.
