Svært at finde stimen af sejre

Da Real Madrid sidste weekend måtte afgive førstepladsen til Barcelona efter nederlaget til Mallorca, udtalte Zinedine Zidane følgende:
- Problemet er, at vi hver tredje dag skal vise, at vi er gode, det er det svære.

Og sandt er det da, at Real Madrid har haft mere end svært ved at finde ind i en stime af sejre og man skal helt tilbage til marts måned for at finde en stime med tre sejre i træk. Dengang takkede Santiago Solari af med en sejr på 1-4 ude mod Valladolid, mens Zidane fulgte op med to sejre i hjemmekampene mod Celta og Huesca.

Siden har der ikke været stimer af sejre til Real Madrid og derfor har man ikke kunnet trække fra i LaLiga, hvor også Atlético Madrid og Barcelona har haft mere end svært ved at finde rytmen.

I sin første træner-periode nåede Zidane op på 6 sejre i træk da man i perioden 3. marts 2018 til 3. april 2018 vandt over Getafe, Paris SG, Eibar, Girona, Las Palmas og Juventus.

Med aflysningen af El Clásico går Real Madrid ind til et på papiret lettere program, hvor man forhåbentlig kan følge op på udesejren mod Galatasaray med nye triumfer mod Leganés, Betis og Galatasaray på hjemmebane, inden man gæster Ipúrua og Eibar inden landskampspausen.

Der er dog fortsat langt op til Ancelottis rekord med Real Madrid, som lyder på 22 sejre i træk.

Seneste artikler...