VAR har en gang tidligere omdømt straffespark
Det vakte en del opsigt, da Soto Grado i onsdags valgte at give Sergio Ramos en ny chance fra 11 meter-pletten efter at han havde brændt sit forsøg på Soriano, som efter en VAR-kendelse fik et gult kort for at gå for tidligt på straffesparket.
Episoden blev diskuteret heftigt i vores nedtakts-podcast, hvor VAR fortjent blev kåret til kampens badebold. Her snakkede Daniel og Christian også om, hvorvidt der var fortilfælde i spansk fodbold og det er der faktisk.
En gang tidligere er et straffespark blevet taget om, fordi målmanden gik for tidligt på et straffespark, nemlig i opgøret mellem Levante og Villarreal, hvor Andrés Fernández var synderen. Han udtalte efter kampen, at den som havde lavet reglen, aldrig har prøvet at være målmand, hvilket de engelske kommentatorer på Strive også var inde på i opgøret i onsdags.
De spanske regler taler dog deres tydelige sprog. Paragraf 14 siger nemlig: Målmanden skal have mindst det ene ben i kontakt med eller være inden for mål-linjen i det øjeblik, hvor straffesparks-skytten sparker til bolden.
