Benzema har nu klub-rekord med flest assists
Når Karim Benzema engang stopper karrieren i Real Madrid, er der allerede lavet en plads til ham blandt de allerbedste angribere i klubbens historie.
I weekendens kamp føjede den franske angriber endnu en milepæl til sin imponerende karriere i Real Madrid. Det skete med oplægget til Lucas Vázquez´ scoring til 1-3. Det var nemlig Benzemas 132. assist og det er ny rekord i Real Madrids 118-årige historie.
Inden kampen delte han førstepladsen med Cristiano Ronaldo, som nåede at assistere 131 gange, men i lige netop denne disciplin er portugiseren nu degraderet til andenpladsen, mens tredjepladsen tilhører Raúl med sine 108 assists.
Karim Benzema er i denne sæson noteret for 18 mål og 9 assists i 31 kampe. På all time-topscorerlisten er franskmanden lige nu nr. 6 med 240 mål, men der er kun to mål op til Ferenc Puskas, mens de øvrige fire foran er Santillana (290), Alfredo Di Stéfano (308), Raúl González (323) og Cristiano Ronaldo (450).
