Hazard forventes at være tilbage mod Celta Vigo
Eden Hazard har været skadet siden 26. november, hvor PSG’s belgiske bøfback, Thomas Meunier, var heldig ikke at blive udvist efter sin unødvendige tackling på sin landsholdskollega.
Nu forventes det, at Hazard omsider er klar til kamp igen, og der spekuleres i, at Zidane vil starte med ham på bænken i søndagens kamp mod Celta Vigo. Herfra kan belgieren få sin længe ventede retur til holdet med et indhop undervejs i anden halvleg. Hazard har trænet med resten af Real Madrid-truppen siden 30. januar, og ifølge MARCA kunne han have spillet mod Osasuna. Zidane har dog gjort det klart, at han ikke vil sende spilleren i kamp for tidligt.
Nu er spørgsmålet, hvornår den belgiske magiker igen er klar til en plads i startelleveren. Der er to kampe tilbage i ligaen, før Real Madrid tager imod først Manchester City i Champions League den 26. februar og derefter Barcelona i La Liga den 1. marts. Planen er derfor, at Hazard skal forsøge at finde kampformen i de to kommende kampe mod Celta Vigo og Levante, hvorefter han forhåbentlig kan spille en rolle i de to følgende storkampe hjemme på Bernabéu.
