Zidanes foretrukne defensiv har kun lukket fire mål ind
Zidane har i denne sæson skabt et Real Madrid-hold med et stærkt defensivt fundament, hvilket ellers ikke har været typisk for klubben i nyere tid.
Zidanes fem førstevalg til de defensive pladser har afgørende betydning for den solide defensiv. Det drejer sig om målmand Thibaut Courtois samt bagkæden bestående af Dani Carvajal, Raphaël Varane, Sergio Ramos og Ferland Mendy. Når disse fem spillere har været på banen samtidig, har holdet blot indkasseret fire mål på 1041 minutter, hvilket er ét mål på næsten tre kampe i gennemsnit. Det er kun Villarreal, Real Sociedad og Osasuna, der har formået at score på Real Madrid, når de fem førnævnte spillere har udgjort defensiven.
Når de fem spillere ikke har spillet samtidigt, har holdet indkasseret 24 mål på 2049 minutter, hvilket er omkring ét mål per kamp. Sidste gang, at Zidane stillede uden sin foretrukne defensiv, var imod Real Sociedad i Copa del Rey, hvor holdet indkasserede fire mål på hjemmebane. Her spillede kun Ramos af de foretrukne fem, da Zidane ellers stillede med Areola på mål samt Nacho, Militao og Marcelo i forsvaret.
Indkøbet af Mendy har haft indflydelse på den stærke defensiv, men også Courtois har oppet sit spil siden starten af sæsonen. Belgieren er endda en stærk kandidat til at tage sæsonens Zamora-trofæ, som ikke er gået til en Real Madrid-målmand i mange år.
