Sergio Ramos’ kontraktforlængelse er i den afsluttende fase
Real Madrid og Sergio Ramos er i løbende dialog om en kontraktforlængelse til holdets kaptajn.
Den nuværende kontrakt udløber i 2021, og Ramos ønsker at forlænge den til 2023, men det taler imod klubbens politik, når det handler om kontrakter til aldrende spillere. Derfor foretrækker klubben at forlænge kontrakten med snart 34-årige Ramos med ét enkelt år, hvilket er på trods af, at spanieren stadig har en stærk fysik og blot har misset to ligakampe i sæsonen, hvoraf den ene var på grund af karantæne.
Sidste gang, at Real Madrids politik på området fik betydning, var, da Ramos’ makker gennem mange sæsoner, Pepe, endte med at forlade klubben, da han ønskede at forlænge sin kontrakt med to år. Ifølge MARCA ønsker Ramos på samme måde at forsikre sin fremtid i mere end blot én ekstra sæson, og her er et af hans mål også at være på toppen af sin form til VM i 2022. Avisen melder dog, at parterne forventes at blive enige i løbet af de kommende uger.
