Casemiro fører La Ligas defensive statistikker

Casemiro har efterhånden i mange sæsoner været en afgørende spiller for strukturen på Real Madrids hold, og i denne sæson er han igen en vigtig brik i holdets defensiv. Forleden bakkede vi hans store betydning for holdets balance op med en statistik, der siger, at han er den mest bolderobrende spiller i La Liga.

Ifølge sportsanalysefirmaet Opta er det dog langt fra den eneste statistik, som brasilianeren fører i La Liga. Casemiro er også den spiller, der er kommet i vejen for flest afleveringer, hvor han i alt er kommet i vejen for 44 styks. Det er dog ikke kun fra en tilbagetrukken position, at han formår dette, da han også er kommet i vejen for flest afleveringer på modstanderholdets banehalvdel, hvilket han har gjort 17 gange. På modstanderens banehalvdel har han desuden vundet bolden 68 gange, hvilket er en statistik, han fører sammen med Real Sociedads Mikel Merino.  

Derudover har den stærke midtbaneterrier lavet flest tacklinger i La Liga, hvor det indtil videre er blevet til 74 i alt. Dermed topper brasilianeren også listen over flest succesfulde tacklinger med 49 styks, og han er tilmed den spiller, der har begået flest frispark med 35. Med syv gule kort i ligaen har det da også resulteret i en karantænedag, som han afsonede i 0-0-kampen på Bernabéu mod Athletic Club.

Ud over disse konkrete statistikker kan Casemiros betydning også aflæses af holdets resultater, når han ikke spiller. Han har siddet over i fire kampe i sæsonen, og her har Real Madrid kun vundet én gang, hvilket var mod Segunda División-holdet Real Zaragoza i Copa del Rey. Derudover sad han over i 4-3-nederlaget til Real Sociedad, den førnævnte uafgjort mod Athletic samt 1-1-kampen mod Valencia i december.

I denne sæson har Casemiro tilmed været afgørende i det offensive spil, ikke mindst da han scorede begge mål i 2-1-sejren mod Sevilla i januar. I alt har han deltaget i otte af holdets scoringer, da han har lavet fire mål og fire assists i alle turneringer. Det har kun fire spillere gjort bedre, nemlig Benzema (18 mål og ni assists), Kroos (fire mål og syv assists), Rodrygo (syv mål og to assists) og Modric (fem mål og fire assists).

Casemiros tal og statistikker vidner om, hvorfor han skal betragtes som en af holdets vigtigste spillere. Han er da også den spiller, som Zidane har benyttet mest, da han har spillet 2670 minutter i alt, hvilket er flest af alle i truppen. Set over hele sæsonen er han én af syv spillere, der har udgjort holdets stamme. De næstmest benyttede spillere er Ramos (2587 minutter), Varane (2550), Carvajal (2550), Benzema (2507), Courtois (2415) og Kroos (2372). Herfra er der et større hop ned til Valverde, der som den ottende mest benyttede spiller har spillet 1782 minutter.

Seneste artikler...