Van de Beek ser frem til endnu en sæson hos Ajax
Både Real Madrid og Manchester United har længe været meldt interesserede i at hente Ajax’ dynamiske midtbanespiller, Donny van de Beek, men på grund af coronakrisen kan det nu ende med, at hollænderen bliver endnu en sæson i Holland. Van de Beek har fortsat to år tilbage af sin kontrakt med Ajax, og han understreger, at han ikke vil have noget imod at blive i klubben i 2020-21-sæsonen.
Til Fox Sports sagde van de Beek forleden:
- Det er meget rodet, i hvert fald meget rodet i forhold til transfers. Intet er sikket endnu. Jeg er stadig Ajax-spiller, og jeg er stadig stolt af at være der. Hvis der ikke havde været coronavirus, havde det måske været anderledes nu. Der er ingen klarhed nu, og vi må vente og se, hvordan det ender. Jeg er her stadig, og efter alle disse år har jeg det stadig rigtig sjovt. Hvis jeg også spiller i Ajax i næste sæson, så vil jeg stadig have det sjovt. Du vil ikke høre mig beklage mig.
Van de Beek har spillet fem sæsoner for Ajax’ førstehold, hvor det er blevet til 175 kampe.
