Fire Real Madrid-spillere blandt de nominerede til Golden Boy
I juni blev der offentliggjort en liste på 100 spillere, som var nominerede til Golden Boy-prisen, og denne liste er nu blevet yderligere skåret ned til 60 spillere.
Prisen uddeles til den bedste spiller fra Europas bedste ligaer, som er under 21 år gammel, og Real Madrid har fire spillere på den nyeste liste. Det drejer sig om to spillere fra den nuværende førsteholdstrup, nemlig Vinícius og Rodrygo, der begge også var nomineret sidste år, og derudover tæller den Takefusa Kubo, som for nyligt blev udlejet til Villarreal, samt Reinier, som formodentlig også bliver udlejet i den kommende sæson.
Favoritterne til at vinde i år er de to Bundesliga-spillere, Erling Håland fra Dortmund og Alphonso Davies fra Bayern München. La Liga har i alt syv spillere nomineret, og de resterende tre ud over Real Madrids fire nominerede er Ansu Fati og Pedri fra Barcelona samt Nehuén Pérez fra Atlético Madrid.
