Real Madrid i semifinalen i UEFA Youth League
I går aftes besejrede Real Madrids U19-hold Inter i kvartfinalen i UEFA Youth League med 3-0, og derved spillede holdet med Raúl i spidsen sig i semifinalen, hvor RB Salzburg venter.
Inden Real Madrid kom foran, brændte man først et straffespark, der blev sparket af holdets kaptajn, Victor Chust, men eftersom Inter fik et rødt kort, blev opgaven mere overkommelig for Los Blancos’ ungdomshold. Det første mål blev scoret i anden halvleg af Akinlabi Park, der oftere omtales med navnet ’Marvin Park’, og som bar trøje nummer syv og huserede på højrekanten, og få minutter senere sparkede Miguel Gutiérrez et straffespark i kassen til 2-0.
Morante Ruiz scorede det tredje mål blot yderligere syv minutter senere. Dermed var det tre scoringer på 19 minutter i anden halvleg, der bragte Raúls mandskab i UEFA Youth Leagues semifinale.
