Florentino Pérez´ store stadion-planer

Florentino Pérez har store planer for det moderniserede Estadio Santiago Bernabéu.

Han vil nemlig gøre stedet til et Mekka for kulturelle og sportslige begivenheder og det skal ske i samarbejde med ingeniør-firmaet Sener. Planen er som nævnt i tidligere nyheder om moderniseringen, at græstæppet skal kunne flyttes ind under tribunen, hvorefter Estadio Santiago Bernabéu kan benyttes til en masse andre formål.

I Real Madrid arbejdes der lige nu på at få amerikansk basketball og ishockey som begivenheder, ligesom det er en gammel drøm for Florentino Pérez at skabe verdens største tennis-kamp mellem Rafa Nadal og Roger Federer.

På den kulturelle scene er det naturligvis koncerter, som er den oplagte mulighed, men også forestillinger med det verdensberømte Cirque du Soleil er på programmet.

Med det nye stadion vil det ligeledes være muligt at afholde to arrangementer på samme tid, idet der bliver mulighed for at opdele området i to.

Real Madrid begynder afdraget på 575 millioner i sommeren 2023 og herfra skal man i en 30-årig periode betale 29,5 millioner € om året. Stadion-projektet påvirker således ikke Real Madrids økonomi på nuværende tidspunkt.

Det er anslået, at Real Madrid vil få 200 millioner € ekstra i overskud med det nye stadion, fordi det vil være anvendeligt til arrangementer i mere end 300 dage om året, hvor det tidligere kun har været reelt åbnet på kampdage.

Seneste artikler...