Svære tider for Asensio

Marco Asensio kom i slutningen af sidste sæson tilbage fra en langvarig knæskade, og spanieren bidrog med det samme med noget af det, som Real Madrid havde manglet i store perioder af sæsonen; målfarlighed.

Han fik sit comeback imod Valencia den 18. juni, og allerede 29 sekunder efter at være blevet skiftet ind havde han sparket bolden i kassen. I alt nåede han på de ti kampe han fik i slutningen af sæsonen op på tre scoringer og ét oplæg, og derfor var der forhåbninger om, at han kunne betragtes som en offensiv forstærkning af truppen i den nye sæson.

Sådan er det dog slet ikke gået indtil nu. Han har i denne sæson deltaget i tolv kampe, og han har endnu til gode at få sit første mål eller assist i sæsonen.

Asensio virker ellers til at være kommet oven på efter sin skade, og han ser ud til at være i fin fysisk form. Zinedine Zidane har altid haft et godt øje til den 24-årige spanier, og han er da også startet inde i ni af sine tolv optrædener i sæsonen, men ikke desto mindre kæmper han med at finde sit niveau. Asensio har tidligere vist prøver på sin fantastiske sparketeknik, men i otte af hans tolv kæmpe i sæsonen har han ikke haft et eneste skud på mål.

Både Asensio og Eden Hazard blev før sæsonen set som stærke tilføjelser til truppen, når de kom i form efter deres skader, men indtil nu har de altså ikke været nøglen til det offensive spil, som Zidane fortsat synes at søge efter.

Seneste artikler...