Zidane: Vi skal vise dette holds karakter

Zinedine Zidanes plads som cheftræner i Real Madrid kan blive alvorligt truet, hvis holdet ikke formår at spille sig videre i Champions League i morgen aften. Franskmanden har snakket med pressen forud for kampen imod Borussia Mönchengladbach, men her slår han selv fast, at truslen om en fyring ikke er noget, han tænker på.

Zidane siger:
- Klubben vil som altid gøre det, der skal til. Alt jeg kan tænke på er kampen i morgen, men jeg tænker ikke på dét (chancen for en fyring, red.). Fortiden er fortid. Det vigtigste er øjebliksbilledet og fremtiden. Det er en kamp, hvor vi kan vise vores karakter som hold. Jeg føler mig overbevist om, at vi vil gøre det godt som hold.

Casemiro har udtalt, at han foretrækker at spille Europa League, hvis ikke man spiller sig videre i Champions League, men Zidane selv vil slet ikke forholde sig til den mulighed:
- Jeg tænker ikke på Europa League. Jeg tænker ikke på noget andet (end Gladbach-kampen, red.), og spillerne har det på samme måde. Vi fokuserer kun på at spille en stor kamp.

På trods af at Real Madrid har gang i en besværlig sæson, har man alligevel hevet store resultater hjem, når det brændte på, hvor man eksempelvis kan nævne de to sejre imod Inter samt sejrene over Barcelona og Sevilla på udebane. Stabiliteten er altså et indlysende problem, hvilket Zidane også påpeger:
- Vi beder disse spillere om at præstere hver tredje dag, men vi har mange kampe, og vi spiller altid imod gode hold, som også vil vinde.

- Imod Barcelona, Inter og Sevilla spillede vi ikke vores allerbedste kampe. Omvendt spillede vi godt imod andre hold uden at vinde. Det vigtigste er at tænke på kampen i morgen og på at gøre det godt som hold.

Seneste artikler...