Optakt: Real Madrid - Borussia Mönchengladbach, CL, 6. spillerunde
Der er lagt op til en gyser på Estadio Alfredo di Stéfano, når Real Madrid og Borussia Mönchengladbach afgør den videre skæbne i Champions League.
Begge hold kan ende med Sorteper, men for Real Madrid er sagen klar. Man skal have et bedre resultat end Shakhtar Donetsk, som møder Inter på udebane. Det vil altså sige, at selv med uafgjort kan Real Madrid klare sig videre, hvis altså Inter vinder.
For Real Madrid må det dog være oplagt at gå efter sejren, så man ikke er afhængig af andre resultater og Zinedine Zidane har fået to markante forstærkninger, som begge er til defensiven, nemlig Ramos og Carvajal, og det er godt nyt til et hold, som defensivt har haft store problemer indtil nu i Champions League.
På fredag er det 35 år siden, at Real Madrid lavede en af sine mest berømte Remontadas og det var mod netop Borussia Mönchengladbach, som rejste til den spanske hovedstad med en sejr på 5-1 i bagagen, men blev nedsablet med 4-0.
Det er præcis de samme dyder, som Real Madrid-spillerne skal finde frem i aften, for tyskerne er meget disciplinerede og direkte i deres spil og det kan blive straffet ubarmhjertigt, hvis man ikke er opmærksomme. Det fik Real Madrid en forsmag på i den omvendte kamp i Tyskland, hvor man periodevist havde rigtig godt styr på kampen, men et par misforståelser blev straffet prompte og så måtte Real Madrid ty til en sidste øjebliks-afgørelse med to scoringer i de sidste fem minutter for at få uafgjort med hjem.
Det kræver en hård arbejdsindsats og derfor spekulerer spansk presse også i, at Lucas Vázquez får pladsen i højresiden i angrebet, mens Asensio og Rodrygo må tage plads på bænken. I den anden side af banen, bliver det Vinícius og helt i front Benzema.
Hos Borussia Mönchengladbach skal man især holde et vågent øje med Plea og Thuram i front, men man bør også fokusere på Christoph Kramer, som er den mest løbestærke spiller i dette års Champions League, men samtlige tyske spillere vil nok være opsatte på en arbejdsindsats for at skabe sensationen og gå videre i turneringen.
Der er således lagt op til masser af intensitet, når 3+ blænder op for kampen kl. 21.00 i aften.
Real Madrids forventede hold: Courtois, Carvajal, Ramos, Varane, Mendy, Casemiro, Kroos, Modric, Lucas Vázquez, Vinícius, Benzema.
