Referat: Real Madrid - Borussia Mönchengladbach 2-0, CL, 6. spillerunde

Hermed følger referatet af kampen Borussia Mönchengladbach, CL, 6. spillerunde:

Kort opsummering af kampen:
Real Madrid leverede sæsonens bedste CL-præstation, da man uden større besvær vandt den vigtige hjemmekamp mod Borussia Mönchengladbach med 2-0 på to scoringer af Karim Benzema. To næsten identiske mål, hvor henholdsvis Lucas Vázquez og Rodrygo lægger et præcist indlæg ind i hovedet på franskmanden, som usvigeligt sikkert header dem ind. Og det var kendetegnende for kampen i går, at Real Madrid konstant var farlige i højre side af banen, mens venstrekanten haltede mere. Real Madrid viste stor styrke og karakter og anført af en fænomenal Luka Modric saf man tungt på kampen. Borussia Mönchengladbach viste dog, at det er fuldt fortjent, at de er med videre, for de skabte også et par farlige situationer med deres meget direkte spil, men generelt var der ro på opgøret, takket være Benzemas tidlige scoring i det 9. minut. Kampen gav CL-debut til Sergio Arribas, som kom ind og fik det sidste kvarter i stedet for Rodrygo og den 19-årige spanier leverede en udmærket indsats.

Kampens spiller:
Her har vi tre mand i spil. Karim Benzema skal naturligvis nævnes for sine to fremragende mål og fantastiske spil-intelligens. Det samme skal Lucas Vázquez for en meget overbevisende kamp på højrebacken, hvor han både defensivt som offensivt var et meget stort aktiv. Men de må begge vige pladsen for Luka Modric, som igen i går viste, at han er en verdensklassespiller og totalt tog ejerskab af midtbanen, hvor han fordelte spillet og også viste styrke i afslutningerne og var tæt på at score to mål i kampen. Eminent kamp af kroaten, som man bør forlænge med.

Kampens badebold:
Real Madrids største problemer i kampen kom i venstre side, hvor Vinícius og Mendy ikke bød ind med samme held som spillerne i højre side. Ferland Mendy er fortsat et fysisk monster, men han viste lidt usikkerhed i boldomgangen, så han får denne kamps badebold.

Perspektiverne frem mod den næste kamp:
Var Zidane overhovedet fyrings-truet? Givetvis ikke, men med de to sejre over Sevilla og Borussia Mönchengladbach, har han sikret sig lidt arbejdsro og det er absolut tiltrængt inden den særdeles vigtige kamp mod Atlético Madrid i weekenden, som også helst skulle ende med sejr. Hans store hovedbrud til den kamp må dog være, om Lucas Vázquez skal have en ny kamp på den plads efter den flotte præstation i går, eller om Carvajal er så klar, at han skal ind og spille kampen. Ellers ligner det en gentagelse af startopstillingen.

Seneste artikler...