Referat: Real Madrid - Atlético Madrid, LaLiga, 13. spillerunde
Hermed følger referatet af kampen Atlético Madrid, LaLiga, 13. spillerunde:
Kort opsummering af kampen:
Real Madrid afsluttede en perfekt uge med den 3. sejr af lige så mange mulige, da Atlético Madrid blev sendt hjem med et nederlag på 2-0. Og der kan ikke indvendes noget mod den sejr, for Real Madrid var i fuld kontrol med den kamp fra start til slut og viste endnu en gang, at når det virkelig gælder, står holdet sammen. Atlético Madrid havde ikke tabt en LaLiga-kamp i 10 måneder og i denne sæson blot indkasseret to mål, men på Estadio Alfredo di Stéfano måtte Diego Simeones tropper erkende, at der var klasse og rutine til forskel på de to mandskaber og Real Madrids tremands midtbane pillede fuldstændig pynten af Atlético Madrids fem mand, hvilket efterlod Joao Félix og Luis Suárez hjælpeløse i front. Real Madrid kom foran efter et kvarter, da Casemiro steg højest på et hjørnespark og headede hjemmeholdet foran, hvilket også var stillingen ved pausen og da var Real Madrids overtag så stort, at Simeone så sig tvunget til at foretage tre ændringer, hvilket dog ikke fik den ønskede effekt, for anden halvleg var også i fuld kontrol for Real Madrid og det fik Simeone til at udskifte sine to angribere, Joao Félix og Luis Suárez, Mellem udskiftningen af de to angribere, tog Dani Carvajal sig af en nedfaldsbold og høvlede en afslutning afsted mod Oblak, men bolden ramte stolpen, hvorefter den røg i ryggen på Atlético-målmanden og derfra i mål. Med sejren har Real Madrid for alvor meldt sig ind i mesterskabs-kampen og selv om man potentielt fortsat kan være seks points efter Atlético Madrid, når alle har spillet lige mange kampe, så er der masser af perspektiver og forhåbninger i Real Madrids muligheder for at genvinde mesterskabet.
Kampens spiller:
Her er der et par spillere, som skiller sig ud på en genelt god indsats fra stort set alle mand. Toni Kroos og Karim Benzema viste deres høje klasse. Fra midtbanen var tyskeren omdrejningspunktet og en usvigelig sikker opspils-station med en afleveringsprocent på svimlende 97, mens Benzema i front igen viste, hvilken intelligent spiller, han er. Vi går med Toni Kroos denne gang, for det er ganske enkelt verdensklasse, hvordan han styrede midtbanen.
Kampens badebold:
Igen stod venstrekanten svagest og selv om Vinícius ikke er bange for at prøve ting, så lykkedes han med for lidt og derfor går præmien til ham.
Perspektiverne frem mod den næste kamp:
Tre gange var Zinedine Zidane på vej op i guillotinen og tre gange trådte han ned som nykronet konge. Det har været intet mindre end en perfekt og overbevisende uge for Real Madrid, som fik sat et par ting på plads efter en række skuffelser. Nu er det vigtigt at holde fast og det bør være muligt hjemme mod Ath. Bilbao i midtugen. Efterhånden har Zidane også fået vigtige folk klar, som for eksempel Carvajal og Fede Valverde. Til kampen mod Bilbao er Casemiro i karantæne, men det bliver sikkert Fede Valverde, som går ind på den plads. Ellers virker det til, at det er slut med eksperimenterne og derfor forventes der ikke ret store ændringer i startopstillingen.
