Real Madrid med rent bur i 410 minutter imod Atletico Madrid

Det vakte stor bekymring, da Zinedine Zidanes Real Madrid-hold den 27. juli 2019 blev udklasseret af Atlético Madrid i en kamp i optaktssæsonen med 7-3, hvor man endda havde været bagude med 7-1 undervejs. Man havde netop gennemført en af de mest skuffende sæsoner i nyere tid, hvor man på ingen måde havde fundet ud af, hvordan man skulle komme videre uden Cristiano Ronaldo, og med det store nederlag tydede det ikke på, at Zidane havde fået vendt skuden.

Heldigvis var opgøret teknisk set blot en ligegyldig venskabskamp, og Real Madrid har da også sidenhen haft godt styr på Diego Simeones tropper. Faktisk har Atlético Madrid ikke formået at score på Real Madrid i de sidste 410 minutter, hvor de to mandskaber har duelleret. Det tæller de sidste 20 minutter af 7-3-nederlaget, tre fulde kampe i La Liga (270 minutter) og det 120 minutter lange målløse finaleopgør i den spanske Super Cup i januar, som Real Madrid vandt på straffespark.

I sidste sæson spillede de to klubber 0-0 på Wanda Metropolitano, mens Karim Benzema sikrede Real Madrids 1-0-sejr på hjemmebane senere på sæsonen, og det blev så fulgt op i weekenden med endnu en hjemmesejr.

Real Madrid har altså fået bevist, at 7-3-resultatet på ingen måde vidner om styrkeforholdet imellem de to klubber. Tværtimod har Kongeklubben fået overtaget i det seneste år.

Seneste artikler...