Ramos slår El Derbi-rekord
Real Madrids kaptajn, Sergio Ramos, slog i weekenden endnu en rekord, da han blev spilleren, der har deltaget i flest El Derbi-opgør med 43 i alt.
Før kampen stod han lige med Paco Gento og Manolo Sanchís på 42. De næste på listen er Santillana, Míchel og Atlético Madrid-manden, Enrique Collar, med 36 hver.
Ramos’ El Derbi-opgør fordeler sig på 26 i La Liga, syv i Copa del Rey, seks i Champions League, tre i den spanske Super Cup og ét i den europæiske Super Cup.
Derudover har han scoret en række mål imod bysbørnene, herunder de to finalemål i la Décima og la Undécima i Champions League-finalerne. Det er oven i hans to mål imod dem i Copa del Rey, det ene i La Liga og endnu ét i den europæiske Super Cup.
