Optakt: Real Madrid - Ath. Bilbao, LaLiga, 19. spillerunde

Real Madrid har fået fremrykket 19. spillerunde på grund af deltagelse i den spanske Super Cup i januar måned og det betyder, at man i aften møder en af deltagerne, Ath. Bilbao, på Estadio Alfredo di Stéfano, mens de to andre deltagere, Barcelona og Real Sociedad, i morgen tørner sammen i Catalonien.

Real Madrid er kommet ud af en perfekt uge, som gav tre vitale sejre, men det falder naturligvis fuldstændig til jorden, hvis ikke man formår at fastholde det gode indtryk og vinde over baskerne og dermed vise, at man også kan vinde andet end kampene mod de store hold i LaLiga.

Og så skal Real Madrid vise, at man kan vinde uden Casemiro. Det har man nemlig ikke kunnet indtil nu i denne sæson, hvor brasilianerens fravær mod Shakhtar Donetsk i Kiev bød på nederlag, mens man spillede uafgjort mod Villarreal og tabte til Valencia uden Casemiro. Det giver dog plads til Fede Valverde ved siden af Modric og Kroos.

Men ellers er der ikke lagt op til de store ændringer fra Zidanes side, hvis man ser bort fra at spansk presse er enige om, at Asensio og Rodrygo får chancen fra start i stedet for Lucas Vázquez og Vinícius.

Ath. Bilbao er i store problemer i LaLiga, hvor man ikke har vundet de seneste tre kampe og samtidig er holdets nøglefigurer, nemlig målmand Unai Simón, samt offensivspillerne Raúl García og Iñaki Williams inde i en nedgangsperiode, som gør livet svært for træner Garitano.

Unai Simón har vist stor usikkerhed i de sidste par kampe, mens Raúl García har mistet sin plads til Villalibre, men den tidligere Atlético Madrid-spiller forventes dog at være med i aften. Endelig er der Iñaki Williams, som for alvor er udsat for kritik efter blot to mål indtil nu i denne sæson.

Bilbao har ikke vundet i den spanske hovedstad mod Real Madrid i de seneste 15 år, hvor man kun har formået at få to uafgjorte resultater med hjem til Baskerlandet. Det ene uafgjorte resultat kom dog sidste år, hvor Garitano havde held med at benytte tre mand i forsvaret og den taktik regner man med, at han vil bruge igen i aften.

Der bør dog være fuld pointhøst til Real Madrid i den sene aftenkamp på Estadio Alfredo di Stéfano, hvor TV2 Sport X blænder op fra kl. 22.00.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Carvajal, Ramos, Varane, Mendy, Fede Valverde, Kroos, Modric, Asensio, Rodrygo, Benzema.

Seneste artikler...