Mendy skubber Marcelo ud i kulden
Zinedine Zidane er gået bort fra sit rotationsprincip, og det har medført, at Real Madrid igen har fået gang i spillet og har vundet de seneste fire kampe. Successen går samtidig ud over de spillere, hvis spilletid netop afhang af Zidanes rotationer, og her er Marcelo et indlysende eksempel.
Ferland Mendy er startet inde i samtlige af de seneste fire kampe, hvor man har vundet og blot har lukket to mål ind samlet. Det vidner blot om, at Zidane efterhånden ikke har den store tiltro til Marcelo i de vigtige kampe, og brasilianeren har eksempelvis også blot optrådt i en enkelt Champions League-kamp i sæsonen, hvilket var den fatale åbningskamp imod Shakhtar, hvor man tabte med 3-2.
I sidste sæson delte de to venstrebacker spilletiden mere ligeligt, men det virker efterhånden tydeligere end nogensinde, at Marcelos tid som essentiel førsteholdsspiller i Real Madrid er ovre.
I La Liga gør Zidane da også klogt i at starte med Mendy på banen. Holdet har nemlig endnu ikke tabt en ligakamp, hvor franskmanden er startet inde.
