Zidanes tolv ’urørlige’

Real Madrid er nu oppe på fem sejre i streg, og faktum er, at holdet har genfundet spillet i takt med, at Zinedine Zidane har skåret ned på sine rotationer. Faktisk er skuden blevet vendt af især tolv spillere, som MARCA har døbt ’de urørlige’, og som har fået betydeligt mere spilletid end resten, da de imellem sig deler 93,6 % af spilletiden over de sidste fem kampe.

Fem af de tolv spillere har spillet fuld tid i de fem kampe (450 minutter), nemlig Thibaut Courtois, Raphaël Varane, Ferland Mendy, Toni Kroos og Karim Benzema. Den næste spiller på listen er Lucas Vázquez, der har lignet en genfødt spiller på det seneste, og som blot er blevet udskiftet én gang og dermed har spillet 435 ud af 450 mulige minutter.

Luka Modric er den syvende af de tolv med sine 432 spilleminutter. På trods af sine 35 år er han blot blevet udskiftet to gange; i slutminutterne imod Atlético Madrid og i gårsdagens kamp imod Eibar. De næste på listen, Sergio Ramos og Casemiro, ville begge have været placeret højere på listen, hvis ikke skader og karantæner havde holdt dem ude undervejs i sejrsstimen. De har begge spillet fire fulde kampe – altså 360 minutter.

De sidste tre af de tolv vigtigste spillere på det seneste er Vinícius, Dani Carvajal og Rodrygo, der henholdsvis har spillet 306, 259 og 238 minutter. Herfra er der et markant spring ned til de næste på listen, hvor spillere som Marco Asensio, Nacho og Fede Valverde blot har spillet omkring 90 minutter samlet. Resten af truppen har stort set ikke spillet en rolle på det seneste. Her har Isco spillet mest med sine 26 minutter over de sidste fem kampe, og herefter følger Castilla-spilleren Sergio Arribas med sine 16 minutters spilletid i Champions League.

Seneste artikler...