Spansk presse: Fortsat uenighed mellem Ramos og Real Madrid
Ifølge spansk presse er der lagt op til et længere forhandlingsforløb mellem Real Madrid og Sergio Ramos.
Real Madrid skal have tilbudt forsvarslegenden en kontrakt af et års varighed med mulighed for at tilføje endnu et år, men samtidig skal Ramos acceptere en lønnedgang på 10% som følge af klubbens økonomiske situation under Corona-krisen. Dette tilbud skal Sergio Ramos og hans bagland have undladt at give svar på.
I spansk presse mener man at vide, at han forlanger en kontrakt af to års varighed og en fastholdelse af den nuværende løn på 24 millioner € brutto.
Sergio Ramos og Florentino Pérez mødtes angiveligt i timerne op til Real Madrids møde med Elche og her var der en god stemning, selv om man ikke nåede nærmere en aftale. Sergio Ramos slog fast, at han er klar til at lytte på tilbud fra andre klubber og aktuelt skal Paris SG have kontaktet ham med et tilbud om at komme til den franske hovedstad i den kommende sæson og med muligheden for at spille på hold med Lionel Messi, som er i samme situation i Barcelona.
Denne besked skulle Florentino Pérez have taget med ophøjet ro og slået fast, man i klubben godt kan forstå, hvis han lader sig friste af et tilbud andetsteds fra.
Forventningen er dog fortsat, at parterne når til enighed og fortsætter samarbejdet i de kommende sæsoner.
