Ceballos: Jeg vil være vigtig i Real Madrid

Dani Ceballos spiller for tiden for anden sæson i streg hos Arsenal på leje, men spanieren slår fast, at hans fremtidige ønske er at slå igennem i Real Madrid.

Arsenal har ikke været godt kørende i indeværende sæson, men i den seneste Premier League-kamp slog man West Bromwich med 4-0, og her spillede Ceballos alle 90 minutter. Spanieren har i alt kun siddet over i to ud af de 17 Premier League-kampe i sæsonen, men på trods af den regelmæssige spilletid afviser han at skulle tilbringe en tredje sæson på leje.

Til El Larguero siger Ceballos:
- Et tredje år på leje? Nej, mit mål er at vende tilbage til Real Madrid og være vigtig i den bedste klub i verden. Jeg tror på, at jeg en dag vil vende tilbage og være i stand til at give igen af den kærlighed, som fansene har vist mig. Jeg underskrev en lang aftale med Madrid. Jeg har to og et halvt år tilbage.

Ifølge Ceballos er det desuden ikke et problem, at Zinedine Zidane er cheftræner, selvom franskmanden aldrig har vist den store tiltro til ham:
- For os i Madrid var Zinedine Zidanes ankomst god for alle. Hver træner har sin egen smag i spillere. Han fortalte mig, at han havde brug for, at jeg fik spilleminutter. Han gjorde situationen klar for mig.

Ceballos har i denne sæson spillet 23 kampe for Arsenal, og det er blot blevet til en enkelt assist.

Seneste artikler...