Getafe-præsident: Ingen problemer med Kubo-handel
Takefusa Kubo har som bekendt ikke haft et succesfuldt lejeophold hos Villarreal, hvor cheftræner Unai Emery ikke længere tror på japaneren, og i stedet har han derfor været rygtet videre på en ny lejeaftale til Getafe.
Getafes præsident, Ángel Torres, tror på, at handlen bliver gennemført:
- Vi har forhørt os hos Real Madrid, og hvis de ordner det, så kommer han. Der er ingen komplikationer, det er et spørgsmål om tid. Både Real Madrid og Villarreal vil nå til enighed, men hvis knægten ikke kommer, så nøjes vi med det, vi har.
Torres understreger, at der ikke burde være nogle specifikke forhindringer for, at Kubo kan havne hos Getafe:
- Der er ingen forhindringer fra nogen, det er en bureaukratisk proces med tre hold involveret. Man skal tage det roligt. Lad os vente et par dage.
