Fransk presse: Benzema kan slippe med økonomisk straf
Karim Benzema risikerer 5 års fængsel, hvis han kendes skyldig i at have stået bag en afpresning af tidligere landsholds-kollega Mathieu Valbuena, men sandsynligvis ender det med en økonomisk straf til den franske angriber.
Således melder RMC Sport, at Benzema sandsynligvis kan nøjes med en bøde på 750.000 €, men sagen kan få betydning for hans muligheder for at blive eksempelvis træner i fransk fodbold, idet der kan følge en række disciplinære straffe med den endelige dom.
Benzema er mistænkt for at have afpresset Mathieu Valbuena med en sex-video og krævet, at han indbetalte 150.000 € for at videoen ikke blev offentliggjort, men Benzema har hele tiden nægtet sig skyldig. Det skal retten i Versailles nu tage stilling til, men der er ikke sat dato på retssagen endnu.
