Real Madrid nærmer sig klubrekord for flest begåede straffespark på én sæson
Real Madrid har i denne sæson ligesom i sidste haft problemer med målscoringen, og derfor er det ikke heldigt, at man samtidig ikke har været i stand til at holde det høje defensive niveau ved lige. Samtidig har man også givet en masse straffespark væk – syv på 25 kampe indtil videre – og det er også væsentligt højere end i sidste sæson.
I 2019/20-sæsonen begik man fire straffespark på 51 kampe, altså et straffespark hvert 1132. minut, og til sammenligning er tallet i øjeblikket på et begået straffespark hvert 321. minut. Det seneste blev begået i semifinalen i den spanske Super Cup, hvilket Athletic Club scorede på, og derfor medvirkede det til, at man blev sendt ud med et 2-1-nederlag.
Med dén tendens er det endda muligt, at man slår klubrekorden på elleve begåede straffespark på én sæson, som blev sat i 2018/19-sæsonen. På tværs af de fem største europæiske ligaer findes blot tre hold, der har begået flere straffespark end Real Madrid, nemlig Montpellier og Nîmes i Ligue 1 og Schalke i Bundesligaen med ni hver. Omvendt har Real Madrid blot fået tildelt tre straffespark, og det er færre end 57 hold i de samme fem ligaer. Til sammenligning har Barcelona fået tildelt ti styks.
Desværre for Real Madrid har straffesparkene været dyre i denne sæson. 4-1-nederlaget til Valencia inkluderede tre straffespark, som Carlos Soler alle satte i kassen, og derudover var straffesparksscoringer fra både Elche og Villarreal udlignende mål.
Med Thibaut Courtois på mål ser tallene heller ikke mere lovende ud. Belgieren har reddet blot ét af 18 straffespark i sin Real Madrid-tid, og i hele karrieren har han blot reddet tre ud af 36 forsøg. Generelt for Real Madrid er der blevet scoret imod holdet på 22 af de seneste 23 forsøg, men i den anden ende har man også været skarpe, hvor man har scoret på de seneste 28 forsøg, hvilket Sergio Ramos naturligvis bærer en stor del af æren for.
