Hazard tæt på at udligne sin længste stime af spillede kampe i Real Madrid

Eden Hazard er i øjeblikket forskånet for skader, og det har givet belgieren mulighed for så småt at få spilletid kontinerligt. Hvis han kommer på banen imod Levante på lørdag, udligner han faktisk sin længste stime af kampe i Real Madrid-tiden.

Hans hidtil længste stime af spillede kampe var tilbage i 2019 imellem oktober og november, hvor han deltog i syv kampe på stribe imod Galatasaray, Leganés, Real Betis, Galatasaray (igen), Eibar, Real Sociedad og PSG, hvor han i sidstnævnte kamp blev ramt af den unødvendigt hårde tackling på anklen af landsmanden Thomas Meunier.

I modsætning til andre tidspunkter i belgierens Real Madrid-karriere ser Hazard i øjeblikket trimmet ud, og derfor kan man håbe på, at han nu får spillet sig varm, så han kan hjælpe Karim Benzema i offensiven og senere gøre en forskel i Champions League-kampene imod Atalanta. 

Selvom Hazards sæson ikke har været til at råbe 'hurra' for, har han alligevel fået scoret flere mål end i sidste sæson, hvor det kun blev til et enkelt. I denne sæson har han ud over weekendens kasse imod Alavés også scoret et drømmemål med venstreskøjten imod Huesca samt et mål på straffespark i Champions League imod Inter. 

Seneste artikler...