Ny chance til Vinícius
Eden Hazard er endnu en gang blevet meldt ude af spillet med en skade, og det er en mulighed, som Vinícius gør klogt i at udnytte. Brasilianeren er blot startet inde i én af de seneste otte kampe, som var i Copa del Rey imod Alcoyano. I ligaen er han ikke startet inde i mere end to måneder.
Vinícius har ikke nydt godt af, at Zinedine Zidane er holdt op med at rotere, og han har heller ikke set skarp ud, når han har fået chancen på det seneste. Imod Levante gjorde han sig vel nærmest kun bemærket med at miste bolden og begå straffespark.
Rodrygo er fortsat ude af spillet i et stykke tid, og for tiden er Lucas Vázquez også fraværende med skader, og derfor ser det ud til, at Zidane kan være nødsaget til at anvende den uortodokse dribler på venstrekanten.
Vinícius startede ellers sæsonen ud med vigtige mål imod Real Valladolid og den første Levante-kamp, og forhåbentlig får han nu mulighed for at finde et niveau, der gør, at Zidane stoler på ham igen.
