Endnu smallere trup til kampen imod Getafe
Zinedine Zidane havde på grund af skader en temmelig smal Real Madrid-trup med til kampen i går imod Huesca, og det er sandsynligt, at truppen bliver endnu smallere til tirsdagens kamp imod Getafe.
Toni Kroos fik nemlig sit femte gule kort i La Liga imod Huesca og har derfor karantæne, og derudover udgik Álvaro Odriozola med en skade. Også Sergio Ramos og Eden Hazard sidder ude i et stykke tid med skader, og der er heller ingen klar udsigt til, at Lucas Vázquez, Isco, Fede Valverde, Dani Carvajal og Rodrygo bliver klar til kamp om to dage.
Éder Militão er til gengæld tilbage fra overstået karantæne, men ifølge Cadena Cope døjer også han med småproblemer, som gør, at han muligvis ikke vil være klar til kamp.
Det bliver derfor spændende, hvordan Zidane vil blande sine få kort til kampen imod Getafe. En løsning kan være at bruge Marcelo på midtbanen, men ellers kan Castillas midtbanespiller, Antonio Blanco, muligvis få sin debut. Zidane kan også være tvunget til at bruge Castilla-spillere som Victor Chust, Sergio Arribas og Marvin Park, som alle har fået deres debut for førsteholdet i denne sæson.
