Mendy med flest fuldførte driblinger af Europas forsvarsspillere

Ferland Mendy er blevet Real Madrids klare førstevalg på venstrebacken, men noget af den kritik, som franskmanden må lægge ører til, er, at han mangler niveau i det offensive spil.

Senest imod Getafe fik han dog udrettet noget offensivt, da han fik sendt Marcelos indlæg i kassen og dermed scoret sit første sæsonmål og sit andet i alt i tiden i Real Madrid. Derudover har Mendy lavet fire assists i alt i Real Madrid-trøjen, hvilket vidner om en back, der ikke har sine absolutte forcer i offensiven.

Med det udgangspunkt kan det overraske, at Mendy statistisk set ligger i toppen af listen over forsvarsspillere i Europa med flest driblinger, hvilket ofte er en egenskab, man forbinder med det offensive spil. Alene i Real Madrid er han faktisk spilleren med flest succesfulde driblinger med 53 på 81 forsøg, hvorved han overgår Luka Modric' 49 (dog kun på 66 forsøg) og Vinícius' 40 på 93 forsøg. 

I de fem største europæiske ligaer er det kun Javi Galán, der har flere succesfulde driblinger. Galán har dog ofte spillet som wingback for Huesca, så hvis man udelukkende kigger på rendyrkede forsvarsspillere, er det Mendy, der i de fem største ligaer har flest succesfulde driblinger. Han henviser således Milans tidligere Real Madrid-back, Theo Hernández, til andenpladsen med 52 succesfulde driblinger på 85 forsøg. 

Seneste artikler...