Referat: Real Madrid - Valencia 2-0, LaLiga, 23. spillerunde

Hermed følger referat af kampen mod Valencia, LaLiga, 23. spillerunde:

Kort opsummering af kampen:
Real Madrid sikrede sig i går den tredje sejr på stribe og det skete med en overbevisende sejr på 2-0 over Valencia, som godt nok ikke skal roses for at spille nogen stor kamp.
Men Real Madrid viste gode dyder og var aggressive i genpresset, hvilket gjorde det svært for gæsterne at spille sig ud af vanskelighederne og komme frem på banen. Real Madrid fik en drømmestart, da Karim Benzema viste klassen efter 12 minutters spil og udplacerede Jaume med et fremragende skud. Kampens forløb passede perfekt til spillere som Kroos og Modric, der kunne få lov til at styre slagets gang og det gjorde de med stil. Sidstnævnte er måske i sin karrieres efterår, men viser virkelig klassen, mens førstnævnte kom på måltavlen kort før pausen, da Lucas Vázquez lagde bolden til rette for ham og så kunne tyskeren let udplacere Jaume. Netop Lucas Vázquez var blevet indskiftet omkring den halve time, da Carvajal måtte udgå med en muskelskade, som han netop er vendt tilbage fra.
I anden halvleg var Real Madrid også dominerende og fik desværre underkendt en Ferland Mendy-scoring, som ellers kom i stand i via godt samspil mellem franskmanden og Vinícius, som er inde i en god periode.
Det blev dog ved 2-0 og spillemæssigt kan Real Madrid glæde sig over klar forbedring, men skades-situationen må bekymre.

Kampens spiller:
Luka Modric. Hvorfor er der ikke evigheds-garanti på denne type spillere? Kroaten strøede om sig med lækkerier og stort overblik. Mere af det, tak.

Kampens badebold:
Det er svært at udpege en enkelt spiller, som gjorde det dårligt, så vi giver den til skades-situationen, for Real Madrid er jo nærmest ramt af en forbandelse i øjeblikket. Ny kamp, ny skade, synes mottoet at være. Det er ganske alvorligt, at Dani Carvajal nu igen skal være ude i en rum tid. Især fordi, der i forvejen sidder 9-10 spillere på skadesbænken.

Perspektiverne frem mod den næste kamp:
Der venter en på papiret overkommelig kamp ude mod Valladolid, som optakt til den forestående CL-kamp mod Atalanta. Det handler om at bygge på og så bede til de højere magter om, at de kigger andre steder hen, når de skal sende spillere på skadesbænken. Med andre ord: Kunne man få en spillerunde uden en Real Madrid-skade, ville det være pragtfuldt.

Seneste artikler...