Benzema holder målsnittet
Det var Karim Benzema, der bragte Real Madrid foran imod Valencia med et velplaceret skud uden om Gabriel Paulista og uden for keeperens rækkevidde, og på trods af holdets generelle scoringskvaler, opererer franskmanden med et ganske flot målsnit for tredje sæson i streg.
Målet i søndags var Benzemas tolvte i denne sæsons La Liga, og det var det 17. på tværs af alle turneringer, hvilket blot er ét mål færre end på det samme tidspunkt i sidste sæson og to færre end for to sæsoner siden.
Benzema har været godt scorende, siden Cristiano Ronaldo forlod klubben. De seneste to sæsoner har han scoret 30 og 27 mål, og det er således tal, som han er godt på vej til at nå igen. Real Madrids nummer 9 har altså oppet sig siden 17/18-sæsonen, hvor det blot blev til tolv scoringer i alt. Han har dog ikke nået sit hidtil højeste målantal på en sæson, som kom i 2011/12-sæsonen under José Mourinho med 32 kasser.
Benzema er også fortsat med i løbet om Pichichi-trofæet (La Ligas topscorer), men her overgås han i øjeblikket af gamle kendinge som Luis Suárez (16 scoringer) og Lionel Messi (15), mens også Sevillas Youssef En-Nesyri (13) og Villarreals Gerard Moreno (13) har scoret flere.
