Valdano: Mbappé er længere væk fra Real Madrid end nogensinde før
Kylian Mbappé var i dén grad med til at rundbarbere Barcelona i går aftes, hvor PSG besejrede catalonierne med hele 4-1 efter blandt andet et hattrick af franskmanden. Spørger man den tidligere spiller, træner og sportsdirektør i Real Madrid, Jorge Valdano, er det dog ikke godt nyt for Real Madrid, hvis man vil have fingrene i den unge verdensklassespiller.
Valdano sagde efter kampen i programmet El Transistor:
- Mbappé er i aften længere væk fra Real Madrid end nogensinde før. Han kan forlange 30 millioner euro om året, det samme som Neymar, og jeg tror kun, at det er PSG, der kan give ham det.
En af Real Madrids muligheder for at hente Mbappé skulle være, hvis PSG til sommer var klar til at bruge den enorme mængde lønkroner, som det kræver at hente Lionel Messi, men ifølge Valdano er det ikke sandsynligt efter i går aftes:
- Jeg tror ikke, at PSG er særligt interesserede i at bytte Mbappé med Messi. Mbappé lavede her til aften (i går aftes, red.) om på værdiskalaerne.
