Optakt: Valladolid - Real Madrid, LaLiga, 24. spillerunde

Et stærkt skadesplaget Real Madrid-mandskab træder i aften kl. 21.00 ind på Estadio Municipal José Zorilla til opgøret mod Valladolid.

Hele 9 mand fra førsteholdstruppen mangler Zinedine Zidane, men Valladolid er solidariske. De mangler hele 7 mand. Dermed er skadesproblematikken praktisk talt udlignet, men for Zinedine Zidane står udfordringen i, at han ikke har mulighed for at spare nogle spillere frem mod onsdagens vigtige CL-opgør mod Atalanta, idet bænken udelukkende består af Castilla-spillere og så Isco.

Men de to hold kommer ind til kampen med vidt forskellige målsætninger. Real Madrid skal forsøge at holde liv i den spinkle mesterskabs-chance, mens Valladolid er kommet i vanskeligheder i bunden af rækken og det stiller spørgsmålstegn ved Valladolid-træner Sergio, som i aften står i spidsen for holdet i sin kamp nr. 100, som måske kan blive den sidste.

Så galt kommer det ikke til at gå for Zinedine Zidane, men der er dybe panderynker over, at man må undvære Benzema, som skal erstattes af Mariano, der på halvandet år har spillet 469 minutter og blot scoret to mål, men i aften får han en nøglerolle i front.

Og så skal Lucas Vázquez igen vikariere på højrebacken, hvor der ikke er nogen mand til disposition, i og med at Nacho får en rolle i det centrale forsvar, hvor han har gjort det meget overbevisende i Sergio Ramos´ fravær.

Opgøret kan ses fra kl. 21.00 på TV2 Sport X.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Lucas Vázquez, Varane, Nacho, Mendy, Casemiro, Kroos, Modric, Asensio, Vinícius, Mariano.

Seneste artikler...