Optakt: Atalanta - Real Madrid, CL, ottendedelsfinale 1. kamp
Real Madrid tager i aften hul på knald- eller fald-kampene i Champions League, når man gæster Bergamo til mødet med turneringens friske pust, Atalanta.
Italienerne har gjort det fremragende i turneringen i de seneste to sæsoner og der venter et par spændende opgør. Normalt ville man sige, at Atalanta blot er et bump på vejen mod næste runde, men intet er normalt i øjeblikket og derfor skal man gå meget seriøst til opgaven, hvis ikke ottendedelsfinalen igen skal blive endestationen for Real Madrid.
Real Madrids skadessituation levner ikke Zidane nogen muligheder for taktiske overraskelser. Med 9 mand ude bliver det samme hold, som med besvær vandt udekampen mod Valladolid og man skal i stedet satse på, at rutinen kan bære holdet igennem til returkampen, hvor flere spillere alt andet lige vil være klar.
Det største problem er manglen på mål. Med Karim Benzema ude mister Real Madrid manden, som har stået for halvdelen af målene i sæsonen, nemlig 17 ud af 34 scoringer. Næste på listen er Casemiro med 6 scoringer.
Og det bliver da også fra anden og tredje række, at Real Madrids mål skal komme. Trekløveret i front bestående af Vinícius, Asensio og Mariano har i hvert fald bevist, at man ikke skal regne med dem som målscorere.
Anderledes målfarlige er Atalanta med deres 62 mål i 29 kampe og Real Madrid skal tage sig i alvorlig agt for duoen Zapata og Muriel. Sidstnævnte har en fortid i Sevilla og er i denne sæson noteret for 14 mål i 21 kampe.
Men Atalanta er også svingende i resultaterne. Således tabte man med 0-5 i gruppespillet hjemme mod Liverpool, mens man tog til Anfield Road og vandt med 0-2.
Men Real Madrid skal indstille sig på et hold, der meget gerne vil have bolden og som er gode til at få folk med i feltet, når de angriber, samtidig med at de lægger et højt pres og er indstillede på hurtige generobringer af bolden og holdet har da også blot tabt en enkelt af sine seneste 20 kampe.
Det bliver en heftig aften i Bergamo.
Real Madrids forventede hold: Courtois, Lucas Vázquez, Varane, Nacho, Mendy, Casemiro, Kroos, Modric, Asensio, Vinícius, Mariano.
