MARCA: Real Madrid og Varane forhandler om ny kontrakt
Tilbage i 2019 var Raphaël Varane angiveligt interesseret i et skifte væk fra Real Madrid, hvilket Zinedine Zidane skulle have talt ham bort fra, men på det seneste har der igen været skriverier om, at Varane ville videre i karrieren. Rygterne har gået på, at Varane derfor skal sælges til sommer, da han ellers kan smutte gratis i 2022.
I dag skriver MARCA dog, at Real Madrid og Varane er gået i forhandlinger om en ny kontrakt, og at der ikke skulle være nogle gnidninger, hvorfor franskmanden altså muligvis bliver i den klub, som kan kom til som blot 18-årig i 2011.
Real Madrid vil ikke have gode kort på hånden, hvis man er tvunget til at sælge til sommer, da andre klubber vil være bevidste om, at det er Real Madrids sidste chance for at få gode penge for den 27-årige centerback, og derfor er det heller ikke sikkert, at et salg af franskmanden kan give klubben midlerne til at købe forsvarsemner som Pau Torres eller Jules Koundé.
Hvis Varane forlænger kontrakten, er der god chance for at er klubbens kommende anfører, da de tre spillere, der er foran ham i anførerkvartetten, er snart 35-årige Sergio Ramos, snart 33-årige Marcelo og 33-årige Karim Benzema.
