Zidane: Vi må ikke smide flere point

Når Real Madrid i morgen spiller imod Elche i La Liga er det med Eden Hazard og Sergio Ramos tilbage i kamptruppen, og det var blot ét af flere emner som Zinedine Zidane udtalte sig om på dagens pressekonference forud for kampen.

Om kampen sagde Zidane:
- Vi går altid efter at vinde kampen, og sådan vil det altid være. Vi tænker ikke, at de er et mindre hold, og at vi vil vinde nemt. Vi er bekendte med situationen, og hvis vi vil vinde ligaen, kan vi ikke smide flere point.

Om Fede Valverde:
- Vi ved, hvilken slags spiller Valverde er med den fart og tempo, som han kan bringe til holdet, og selvfølgelig regner vi med ham.

Der har både floreret rygter om, at Raphaël Varane vil videre til sommer, men også at han er i forhandlinger om en ny kontrakt med Real Madrid. Zidane siger om sin landsmand:
- Han snakker altid rigtig godt om klubben og er glad her. Jeg kan kun se ham i Real Madrid.

Om holdets målscoringsproblemer:
- Der bliver altid snakket om det samme. Vi har, hvad vi har, og vi arbejder hver uge på at forbedre vores angrebsspil. Vi har tænkt os at prøve at forbedre den enkeltes statistikker, og alle spillerne ønsker at opnå det.

Om Sergio Ramos og Eden Hazard:
- Vi er glade for at have dem tilbage. I sidste uge fik vi tre spillere tilbage og i denne uge to. Planen er, at de skal få nogle minutter, men mere vil jeg ikke sige. Sergio Ramos er en særlig spiller. Selvfølgelig kan han spille, til han er 40, hvis han har det godt år efter år, som det er tilfældet for tiden.

Om Marco Asensio:
- Han har været involveret på daglig basis i noget tid nu, og hans skade har ikke holdt ham tilbage. Han har gjort det gradvist bedre, men vi forlanger altid mere fra ham, fordi vi ved, hvor god en spiller han er.

Om Vinícius:
- Hans udvikling er god, hvis du spørger mig; han er ung og kan stadig forbedre sig. Han ønsker altid at gøre det bedre og træner godt. Det handler blot om, at vi er Real Madrid, og vi kommer altid til at forlange mere fra enhver spiller.

Om rygterne om en Cristiano Ronaldo-retur:
- Man ved, hvad han betyder for Real Madrid, og hvor stor kærlighed vi alle har til ham. Han har skabt historie og har været fantastisk. Han er Juventus-spiller nu og gør det godt der. Meget bliver sagt, men han er Juventus-spiller, og det må jeg respektere.

Zidane blev også spurgt ind til Eduardo Camavinga, som regelmæssigt bliver rygtet til klubben:
- Han er ikke en af vores spillere, og jeg kan ikke sige meget. Han er en god spiller; ung og med en stor fremtid.

Seneste artikler...