Zidane: Vi skal tro på os selv

Real Madrid fik sejren i dag imod Elche, da Karim Benzema i overtiden sparkede 2-1-scoringen i kassen på en flot flugter med venstrebenet efter glimrende samspil med Rodrygo. Tidligere i kampen var der en situation i Elches straffesparksfelt, hvor Sergio Ramos tydeligt plæderede for et straffespark, men det blev ikke dømt.

Efter kampen blev Zinedine Zidane spurgt ind til situationen, men som altid forholdt franskmanden sig roligt og undlod at brokke sig:
- Jeg har ikke tænkt mig at involvere mig. Dommeren gjorde sit job, og sådan er det. Vi troede, at der var noget at komme efter, men det syntes dommeren ikke, og mere er der ikke i det.

Real Madrid stillede op med Lucas Vázquez og Ferland Mendy som wingbacks og med Sergio Ramos tilbage fra skade som én af de tre centerbacks. Det ændrede man senere med udskiftningen af kaptajnen efter en times spil, hvor man i stedet bragte en ekstra midtbanespiller på banen. Zidane sagde følgende om beslutningerne:
- Det (3-5-2-formationen, red.) er en mulighed, som vi har afprøvet tidligere i forsøget på at komme længere frem ved hjælp af wingbackerne. Elche er et hold, som forsvarer rigtig godt. De arbejder hårdt. Når modstanderen stiller sig dybt, kan ethvert hold få problemer. Det er op til os at finde løsninger.

- Vi havde chancer i slutningen af første halvleg. Når vi finder rytme og er tålmodige, så kommer tingene til os. Vi skal tro mere på os selv, men uden at det bliver for meget. I sidste ende vandt vi, og udsigterne er gode. Vi havde chancer; systemet ændrer ikke meget.

Seneste artikler...