Odriozola gledet ud i glemslen - igen
Midtvejs i sidste sæson opgav Álvaro Odriozola kampen med Dani Carvajal og drog til Bayern München på leje, hvor han vandt et hav af trofæer uden at spille en nævneværdig rolle i nogle af dem.
Siden returen til Real Madrid har tingene ikke set bedre ud for den hurtige back. Lige så snart Carvajals mange skadesproblemer begyndte, skete det samme for Odriozola, og siden har Lucas Vázquez sat sig på positionen. For Odriozola er det blevet til 325 minutters spilletid på tværs af fire LaLiga-kampe og en enkelt kamp i Copa del Rey.
På det seneste har han været i kamptruppen imod både Real Sociedad og Atlético Madrid, men imod Elche sad han igen ude, og det samme gælder kampen i morgen aften imod Atalanta i Champions League.
Spørgsmålet er, om det til sommer ikke er ved at være tid til et skifte for den engang så lovende og landsholdsaktuelle højreback, som snart i to år nærmest ikke har fået spilletid.
