Courtois' Champions League-forbandelse
Siden Cristiano Ronaldo forlod klubben, har Real Madrid-fans været nødsaget til at vænne sig til en ny virkelighed, hvor man ikke længere kommer langt i Champions League; tværtimod er ottendedelsfinalen blevet endestationen i de seneste to sæsoner, hvor først Ajax og siden Manchester City har været bødlerne.
Forhåbentlig sørger holdet i morgen for, at det ikke bliver tilfældet tredje år på stribe, men for holdets keeper, Thibaut Courtois, rækker forbandelsen langt længere tilbage.
Tilbage i 2014 scorede Sergio Ramos sit legendariske mål med 92:48 stående på klokken imod Atlético Madrid i Champions League-finalen, som Real Madrid endte med at vinde, og dengang havde bysbørnene Courtois på kassen. Dén kamp markerer den seneste gang, at belgieren er kommet forbi ottendedelsfinalerne i Champions League.
I sit ophold i Chelsea blev man elimineret af PSG i både 2014/15- og 2015/16-sæsonerne, og året efter var man ikke med i turneringen. I 2017/18-sæsonen havde Courtois problemer med at samle benene, når Lionel Messi sparkede på kassen, og igen blev ottendedelsfinalerne altså endestationen, og det har han ikke forbedret siden sit skifte til Real Madrid.
Heldigvis for Courtois og Real Madrid har man dog et godt udgangspunkt inden i morgen aften med 1-0-sejren på udebane i det første opgør, så der er gode muligheder for at gå videre. Det samme var dog tilfældet i 2019, hvor man havde vundet med 2-1 over Ajax på udebane, men alligevel røg ud, så der påkræves koncentration for Courtois og co.
