Referat: Real Madrid - Atalanta 3-1, CL, ottendedelsfinale, 2. kamp

Hermed følger referat af kampen mod Atalanta, Champions League, ottendedelsfinale, 2. kamp:

Kort opsummering af kampen:
Real Madrid er for første gang i tre sæsoner videre til kvartfinalen i Champions League efter en sejr på 3-1 over Atalanta i går. Det skete igen i en 3-5-2-formation, som denne gang fungerede bedre end i weekendens kamp mod Elche. I kampens indledning var der dog ikke meget, som tydede på en forholdsvis rolig aften for Real Madrid, som havde svært ved at få gang i spillet og de første og største chancer tilfaldt italienerne, uden at man dog sad med hjertet oppe i halsen og frygtede en ny CL-nedtur. Det skulle dog blive en målmandsfadæse fra Sportiello, som satte Real Madrid i gang. Målmanden sendte bolden lige ud i fødderne på en strålende Luka Modric, som efter en dribling kunne sende bolden på tværs til en helt fri Benzema og så var Real Madrid på sejrskurs.
Real Madrid fik endnu bedre fat i kampen i anden halvleg, hvor Vinícius viste prøver på det talent, som han jo rent faktisk har. Først startede han selv et angreb på egen banehalvdel og efter en 70 meters dribletur stod han pludselig alene med Sportiello, men sendte bolden tæt forbi stolpen. Kort efter var han på spil igen og fik fremtvunget et straffespark, som Sergio Ramos sikkert omsatte.
Det blev stort set Ramos´ sidste aktion, for kort efter blev han taget ud for at spare ham lidt til de kommende kampe og han blev erstattet af Militao, som uden problemer gled ind i tremands-forsvaret med Nacho og Varane. De kunne dog ikke forhindre Muriel i at score et pragtmål på frispark fem minutter før tid, men Real Madrid svarede straks igen, da netop indskiftede Asensio i sin første boldberøring sendte bolden i nettet til slutresultatet 3-1. Alt i alt en rolig aften på Estadio Alfredo di Stéfano.

Kampens spiller:
Vi går med Vinícius. Hvis han for pokker bare kunne få noget slutprodukt på sine aktioner, så ville enhver snak om Kylian Mbappé forstumme, men det halter fortsat en del. Når det er sagt, så var brasilianeren en konstant kilde til uro i Atalanta-forsvaret og nogle af de ting han laver er altså ren verdensklasse. Og Real Madrids mesterskabsmuligheder kan meget vel komme til at afhænge af Vinícius i spillehumør som i går.

Kampens badebold:
Fede Valverde spillede ikke en dårlig kamp, slet ikke, men man kunne godt tænke sig, at han var mere toneangivende på midtbanen og brændte mere igennem.

Perspektiverne frem mod den næste kamp:
Der var rigtig mange gode ting at tage med fra kampen. Først og fremmest virkede der denne gang til at være noget iderigdom i offensiven og den del bliver helt afgørende at få genoplivet, hvis der skal sølvtøj i skabet.

Seneste artikler...