Mourinho hylder Modric: Når du skaber historie, er du udødelig
Det var José Mourinho, der var cheftræner i Real Madrid, da klubben i 2012 hentede Luka Modric i Tottenham efter længere tids tovtrækkeri med Daniel Levy, og portugiseren har kun store ord at sige om kroaten, som han kun nåede at være cheftræner for i en enkelt sæson.
Mediet Sportske Novosti har for at hylde 15-året for Modric’ debut på det kroatiske landshold set tilbage på Real Madrid-legendens karriere, og her følger det, som Mourinho havde at sige om ham.
Om købet af Modric:
- Jeg skubbede hårdt på, for at Real Madrid skulle hente Modric, fordi han havde alt det, som vi havde behov for på holdet; teknik, overblik og god læsning af spillet, kvalitet i beslutningerne, hurtig tankeproces, han kan spille både langt og kort, score uden for feltet, han vidste, hvornår han skulle presse, han er intelligent i sin positionering og havde intensitet. Vi havde behov for det hele i Real Madrid.
Om Modric’ tilpasning:
- Han tilpassede sig livet i Real Madrid meget roligt, på trods af alle dag-til-dag-kravene og presset fra offentligheden. Luka er en meget balanceret person, og han er sikker på sig selv. Han lærte, hvad Real Madrid handler om meget hurtigt, forstod den enorme størrelse af klubben, og hvad målene var. Han er en fyr, der arbejder for holdet. En stor professionel, som har et roligt liv, han nyder tid med familien, arbejder hårdt og er sikker på sig selv, men ydmyg omkring det.
Om Modric’ fodboldarv generel:
- Når nogen kan skabe historie med det, de gør, så bliver de udødelige. Luka Modric har vundet Ballon d’Or, han er uden sidestykke.
