Zidane: Ramos' skade er ingens skyld

I morgen er Real Madrid endelig tilbage i aktion, når man spiller imod Eibar i La Liga, og Zinedine Zidane har snakket med pressen forud for kampen.

Han blev spurgt ind til det faktum, at Eden Hazard overraskende nok deltog i holdtræningen tidligere i dag, men franskmanden afviser, at der endnu er en fastlagt plan med hans tilbagevenden;
- Vi har ingen plan med Hazard. Vi vil ikke forhaste os med noget. Vi tager det skridt for skridt, jeg kan ikke sige, hvornår jeg forestiller mig, at han skal spille. Hvis det er om tre dage, er det godt, hvis det er om ti dage, så er det fint. Vi er blot glade for, at han har det bedre.

Sergio Ramos misser de kommende vigtige kampe imod Liverpool og Barcelona, eftersom han pådrog sig en skade under landsholdstjenesten, men Zidane vil ikke pege fingre ad nogen:
- Det er ikke nogens skyld, hverken landsholdet eller Real Madrid. Disse ting sker i fodbold, det er den del af fodbold, som vi ikke kan lide. Det må vi acceptere. Vi vil have, at han kommer sig så hurtigt som muligt. Vi kender vores kaptajn og den betydning, han har.

Ifølge Zidane vil skaden og det forestående præsidentvalg desuden ikke få indflydelse på, om Ramos forlænger sin kontrakt:
- Jeg ved det ikke, jeg tror ikke, at hele denne proces med skaden og præsidentvalget vil ændre meget. Mit håb er, at han fortsætter.

Zidane afviste desuden at kommentere på det faktum, at Erling Håland var i Spanien i går for at snakke med repræsentanter i både Barcelona og Real Madrid:
- Alle her gør, hvad de vil, og hvad de synes er rigtigt. Mit arbejde er at forberede os til kampen sammen med drengene.

Under landsholdspausen var Kylian Mbappé ude og sige, at det irriterer ham med det ekstra pres, han synes, at der bliver lagt på hans skuldre i Frankrig i forhold til franske spillere, der spiller i udenlandske klubber. Om det sagde Zidane:
- Du bliver stærkere, når du bliver kritiseret. Jeg tror, at alle spillere bliver kritiseret. Man siger altid flotte ting, når du gør det godt og dårlige ting, når det ikke går så godt. Det er vi alle klar over her.

Seneste artikler...