Referat: Real Madrid - Barcelona 2-1, LaLiga, 30. spillerunde

Hermed følger referat af kampen mod Barcelona, LaLiga, 30. spillerunde:

Kort opsummering af kampen:
Real Madrid vandt også sæsonens anden El Clásico, denne gang med 2-1 hjemme på Estadio Alfredo di Stéfano og det blev en hårdt tilkæmpet sejr, som dog trods alt ikke kan siges at være helt ufortjent, selv om Barcelona havde et markant spilovertag.
Real Madrid lagde ud, akkurat som vi havde forudsagt i vores podcast med Fede Valverde i stedet for Marco Asensio og uruguayaneren skulle blive afgørende ved Real Madrids første scoring, da han tog et langt løb med bolden fra egen banehalvdel og afleverede bolden ud til Lucas Vázquez, hvis indlæg Benzema smart dirigerede i mål med hælen. Da var der spillet et kvarter.
Omkring den halve time fik Vinícius tilkæmpet sig et frispark på kanten af feltet, som Toni Kroos tog sig af. Det ramte Dest i muren og på stregen kunne Alba ærgre sig over ikke at have spist sine vitaminpiller, for han nåede ikke op og fik headet bolden væk og så var Real Madrid foran med 2-0. Fuldt fortjent, for på dette tidspunkt havde Real Madrid godt styr på opgøret.
Kort før pausen måtte man dog udskifte Lucas Vázquez, som blev skadet i et voldsomt sammenstød med Busquets og højrebacken meldes nu tvivlsom til Liverpool-kampen på onsdag. Han blev erstattet af Odriozola.
Fra anden halvlegs start brød et voldsomt uvejr løs over Estadio Alfredo di Stéfano og sammenholdt med at Ronaldo Koeman omstillede holdet til en 4-3-3-opstilling med indskiftningen af Griezmann i stedet for Dest, fik man tilkæmpet sig et markant spilovertag, men man var konstant på hælene i Real Madrids omstillinger, hvor man med lidt større kølighed og overblik kunne have lukket kampen i flere omgange.
I stedet fik Barcelona reduceret, da et indlæg fra Alba fik lov til at passere uhindret til Mingueza, som med en god benskinne fik raget bolden ind bag en sagesløs Courtois.
Det gav Barcelona blod på tanden til en heftig slutspurt, som havde al den dramatik, som man kan forvente af El Clásico.
Zinedine Zidane valgte at spare Kroos, Vinícius og Benzema til onsdagens kamp mod Liverpool og i stedet kom Mariano, Isco og Marcelo på banen og her viste især sidstnævnte gode takter med vigtige bolderobringer i en slutfase, hvor Barcelona var næsten i konstant boldbesiddelse.
Danske Braithwaite kom på banen 10 minutter før tid, men han udmærkede sig mest ved et patetisk forsøg på at filme sig til et straffespark, som naturligvis ikke blev fløjtet, men det var nok til at få Barcelona-bænken til at gå amok, også efter kampen. Men dommer Gil Manzano gad end ikke at kigge den igennem på VAR-billederne og det var da heller ikke nødvendigt.
Det var Casemiros udvisning i kampens døende minutter heller ikke. Her fik han to gule kort på to minutter og måtte dermed gå i bad lidt før sine holdkammerater.
Og så kunne Barcelona være sluppet fra den spanske hovedstad med et vigtigt point, for indskiftede Ilaix flugtede bolden på overliggeren kort inden Gil Manzanos sidste fløjt, men Real Madrid-spillerne slap med skrækken og fortsætter altså den resultatmæssige gode stime.

Kampens spiller:
Fede Valverde. Stor arbejdsindsats og afgørende ved scoringen til 1-0, hvor han med sit eminente løb splitter Barcelonas hold.

Kampens badebold:
Casemiro. To gule kort på to minutter afgør sagen. Der skal rutinen være for stor. Heldigvis skete det i den allersidste del af kampen og derfor var skaden ikke så stor, men alligevel…..

Perspektiverne frem mod den næste kamp:
Denne sejr er ekstremt vigtig. Real Madrid er for alvor med i mesterskabskampen nu og spillerne skal have stor ros for at komme gennem kampen med så stort fravær i de bagerste geledder. Det var en stor arbejdsindsats og holdet virker generelt meget fokuserede.

Seneste artikler...