Zidane med gode nyheder inden Liverpool-kampen: Valverde er 100% klar

Zinedine Zidane mødte i går pressen forud for returkampen mod Liverpool i Champions League, hvor aftenens kamp kommer til at bestemme, hvem der skal møde Chelsea i den ene af de to semifinaler.

Real Madrids franske træner slog fast, at Real Madrid ikke kommer til at spare på kræfterne mod englænderne, og man vil forsøge at cementere sin dominans i første kamp ved også at vinde returkampen på Anfield Road.

- Vi kommer ikke til at holde os tilbage. Real Madrid går altid på banen for at vinde og vi føler os klar til endnu en svær kamp. De mentale og fysiske faktorer går hånd i hånd, men det vigtigste er, at holdet er klar, da vi skal ud og spille en stor kamp for at avancere og det er det, vi vil forsøge.

Real Madrid har haft over 50 skader fordelt på hele spillertruppen i indeværende sæson, men omstændighederne med flere kampe om ugen har været det samme for alle hold, hvorfor Zidane da også mere fokuserer på, hvad han kan gøre med de spillere, han har til rådighed.

- Holdet står altid sammen i de svære tider, og det fortæller lidt om holdets karakter. Vi har været meget ramt og vi mangler mange spillere. Jeg ville gerne have haft dem alle til rådighed, men vi vil forberede en god kamp med de spillere, vi har. Denne sæson er kompliceret – det er en mærkelig sæson. Alle har en fyldt kalender, men vi skal bare sørge for at restituere godt, når vi kan. Vi skal kæmpe; vi er med i såvel Champions League som LaLiga og vi vil forsøge at vinde begge turneringer.

Gårsdagens bedste nyhed var uden sidestykke, at Zidane kunne melde Real Madrids hårdtarbejdende uruguayaner, Fede Valverde, klar til returkampen mod Liverpool, hvilket åbner op for nogle flere taktiske muligheder for Los Blancos’ træner, der også råder over Álvaro Odriozola.

- Fede (Valverde, red.) er kommet sig og er 100% klar til at spille. Vi får at se, hvordan vi kommer til at bruge ham. Odriozola har ikke spillet meget, men jeg kommer ikke til at løfte sløret for mine taktiske overvejelser nu.

Seneste artikler...