Optakt: Liverpool - Real Madrid, Champions League, kvartfinale, 2. kamp

Real Madrid står med gode kort på hånden i forhold til videre kvalifikation i Champions League efter sejren på 3-1 over Liverpool for en uge siden.

I aften gælder det så returopgøret på et mennesketomt Anfield Road, som før har været et uindtageligt fort for Liverpool, men i denne sæson har man lidt mange nederlag på hjemmebane og det er naturligvis Real Madrids fordel, at Liverpool-defensiven synes at være til at tale med.

Real Madrid skal naturligvis være opmærksomme på kampens indledning, hvor Liverpool sandsynligvis vil komme tordnende frem og forsøge at stresse Zidanes tropper og få dem til at lave fejl i defensiven. Den taktisk lykkedes ikke i første opgør, hvor Jürgen Klopp blev udstillet på det groveste i første halvleg, hvor Real Madrid konstant fik spillet sig ud af problemerne og fik bragt ubalance i Liverpool-holdet med hurtige sideskift.

Den del skal man lykkes med igen i aften og Zidane bebuder da også, at man er kommet til England for at forsøge at vinde kampen og det vil sandsynligvis være den rette taktik mod et Liverpool-hold, som ikke må få held med sit presspil.

Real Madrid mistede Lucas Vázquez for resten af sæsonen i weekendens El Clásico, som efterlod en flokke trætte spillere med sejren, men også med en defensiv, som efterhånden er voldsomt presset, idet også Carvajal, Ramos og Varane er ude.

Det kan betyde en 3-5-2-opstilling til aftenens kamp med Nacho, Militao og Mendy i bagkæden, mens en klarmeldt Fede Valverde og Marcelo skal tage sig af kantspillet på midtbanen, hvor verdens bedste midtbane-trio Casemiro, Kroos og Modric skal tage sig af resten og så bliver det Vinícius og Benzema i front.

Liverpool er også ramt af mange skader, men man forventer dog to ændringer i forhold til den første kamp, nemlig at Milner og Firmino starter inde i stedet for Keita og Jota og det kan give hjemmeholdet nogle andre muligheder offensivt.

Der er kampstart kl. 21.00 på 3+.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Militao, Nacho, Mendy, Casemiro, Fede Valverde, Kroos, Modric, Marcelo, Vinícius, Benzema.

Seneste artikler...